Der er måske udsigt til, at fly snart kan lande og lette i Midtjyllands Lufthavn i Karup. Formanden for lufthavnens bestyrelse, Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V), øjner en løsning forude. Det skriver TV Midtvest og Viborg Stifts Folkeblad.
Lufthavnen lukkede midlertidigt i december sidste år. Den hidtidige operatør på ruten mellem Karup og København, Danish Air Transport (DAT), indstillede driften på grund af høje brændstofpriser og for få solgte flybilletter. Siden har bestyrelsen for lufthavnen forhandlet med en operatør om at genoptage flyvningerne.
Forhandlingerne er så langt, at man blandt andet drøfter antallet af daglige afgange. En aftale forudsætter dog, at der kommer statslige støttekroner på bordet, lyder det fra Ulrik Wilbek.
Afhænger af statsstøtte
- Det afhænger fuldstændig af, om vi kan få statsstøtte eller ej til driften. Hvis vi ikke får det, så kommer vi ikke til at flyve igen, siger Ulrik Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad.
Han hæfter sig ved, at eksempelvis lufthavnen i Odense årligt modtager fire millioner kroner i støtte fra staten.
Ulrik Wilbek forventer en endelig afklaring på lufthavnens fremtid i løbet af to til tre uger.
Transportminister Thomas Danielsen (V) skriver til TV Midtvest, at han har sat "alle sejl til" for at finde løsninger for lufthavnen. Han oplyser til mediet, at han vil drøfte sagen med Folketingets partier i håb om, at der kan findes en "langsigtet løsning".
Lufthavnen i Karup blev etableret i 1965 og er ejet af kommunerne Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer og Viborg.
Før coronakrisen ramte landet havde lufthavnen cirka 120.000 passagerer i transit om året.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.